Amerikanske forbrugerpriser (CPI) blev offentliggjort i den forgange uge og overraskede negativt. Specielt kerneinflationen (ex energi og fødevarer) var markant højere end forventningerne med cirka 7% (annualiseret) i august. Reaktionen kom prompte fra investorerne – højere renter og aktiemarkeder, der opgav de stigninger, der var kommet i ugen op til. Frygten er, at inflationen har sat sig bredere, og at det derfor kommer til at tage længere tid, førend inflationen er tilbage omkring målsætningen på omkring 2%. Det skaber frygt for, at Fed bliver nød til at hæve styringsrenten mere aggressivt og ikke mindst i længere tid, end markedet har forventet hidtil. Onsdag i denne uge hører vi yderligere fra Fed på deres pressemøde i forbindelse med rentemødet, hvor markedet forventer, at de vil hæve styringsrenten med 0,75% eller 1%, hvilket betyder, at vi i Feds egen optik for første gang siden finanskrisen har en rente, som ikke speeder økonomien op. Markedet er som vanligt løbet lidt forud og både de 2- og 10-årige amerikanske realrenter er på niveau med Q4 2018, hvor Fed reagerede på faldende forbrug og produktion og stoppede deres planlagte stramning af pengepolitikken. Ud over højere markedsrenter er de markedsbaserede finansielle forhold blevet strammet pænt siden starten af august (drevet af aktiefald, stærk dollar og lidt højere merrente på virksomhedsobligationer). Samlet set betyder det, at virksomhederne nu oplever de strammeste finansieringshold i en årrække, hvilket vil sænke tempoet i økonomien på linje med Feds ambition.
Fed har selv nævnt, at de forventer at se et svagere arbejdsmarked, ud over naturligvis lavere inflation, før de stopper med at stramme renteskruen. Inflation, når den bliver målt ved CPI, kan potentielt være meget lang tid om at komme tilbage til målsætningen (2%), da bolig indgår som langt den største vægt i indekset, og denne komponent reagerer (lagger) 1-1,5 år efter priserne i boligmarkedet. Aktiviteten i det amerikanske boligmarked er faldet, men vi har ikke set decideret prisfald endnu, hvorfor der er lange udsigter til at denne komponent skal bidrage til faldende inflation. Her vil Feds foretrukne inflationsmål, PCE (næste gang 30/9) være bedre til at fange mere kortsigtede ændringer i prisudviklingen. Et svagere arbejdsmarked (højere arbejdsløshed) kræver sandsynligvis, at tempoet i aktiviteten hos virksomhederne skrues gevaldigt ned først. Amerikanske virksomheder har pt. omkring 11 mio. jobopslag ude, som der kun er 6 mio. arbejdsløse til at besætte. Det giver naturligvis meget gode forhold for arbejdstager, og specielt de kommende lønforhandlinger er Fed bekymrede for, da højere lønningerne forventes at holde inflationen på høje niveauer. Ret beset er der tre måder, hvorpå det amerikanske arbejdsmarked kan blive ”mindre stramt” – Ved at den massive overefterspørgsel (jobopslag) nedbringes, ved at deltagelsesgraden øges eller ved at folk reelt bliver fyret. Fed håber på, at de to første kan gøre arbejdet, da det vil være problematisk for dem at stramme pengepolitikken samtidig med, at der er negativ tilvækst i beskæftigelsen. Det er kun sket én gang i løbet af de sidste 50 år, at Fed har hævet renten samtidig med at nonfarm (ændring i beskæftigelsen) har været negativ, og det er netop fordi, at arbejdsmarkedet reagerer meget sent i den økonomiske cyklus, hvorfor der typisk vil være markant tilbagegang andre steder i økonomien (fx produktion eller forbrug) inden.
Det virker sandsynligt, at Fed vil hæve renten året ud til niveauet omkring 4-4,5%, hvilket vil være omkring niveauet for det nuværende momentum i inflationen (målt på kerne PCE). På den måde vil Fed have opnået positiv real styrringsrente og alt andet lige have stramme finansielle forhold hele vejen rundt. Desuden er inflationsforventningerne faldet markant og ligger, uagtet om man kigger på markedsforventninger eller rundspørger, nogenlunde tæt på målsætningen om 2%. Som det ser ud nu, vil det derfor være svært for Fed at finde argumenter for at være stramme endnu mere end det forventes nu (7-8 hikes yderligere i 2022). Forventningen om en eller anden form for opbremsning af vækst driver inflationsforventningerne og bør, når der er mere klarhed om størrelse og timing kunne løfte risikoaktiver, som efterhånden handler mere neutralt priset end længe.